2015 Vinden i Piletræerne  

Med Vinden i Piletræerne i 2015 har vi igen budt på en familieforestilling, som har begejstret både store og små.

Den kendte historie af Kenneth Grahame om dyrene ved flodbredden bliver til en forrygende forestilling, hvor den flotte scene, yderligere omkranset af store pileplanter, danner rammen om en historie om det gode mod det onde. Pga. sygdom indkaldes en ny scenograf, som med skitser i stedet for scenemodel udtænker det, scenebyggerne sammen med dekoratørerne og kostumedamerne omdanner til en smuk og virkningsfuld scene.

Som noget helt nyt har vi nummererede pladser, og en større del af billetterne er solgt på forhånd. De nye publikumsfaciliteter fra sidste år roses meget igen i år.

Det er første gang, vi spiller en forestilling med dyr i rollerne, hvilket giver sminkeholdet en stor udfordring. Skuespillerne bliver helsminket og fremstår i kostumerne meget troværdige og udtryksfulde.

Den dejlige musik i engelsk Music Hall stil, krydret med både rock og opera, leveres utrolig flot af det seks mand store orkester, og de to nye korledere har formået at få ypperlige korstemmer på.

Flotte skuespilpræstationer i både replikker, sang og dans, en god lyd og iørefaldende melodier giver publikum en stor oplevelse. Men trods megen forudgående omtale og annoncering halveres antallet af publikummer i forhold til sidste år og lander på ca. 2000, hvilket selvfølgelig også påvirker kiosksalget. Vejret er rimeligt, mest tørt, men koldt.

Traditionen med en premieretaler, som første gang fandt sted i 1999, sluttede sidste år, således at der i år udelukkende bydes velkommen ved bestyrelsen.

Næste års skuespil bliver ”Annie Get Your Gun”. Forestillingen bliver en nyere udgave af den forestilling, vi med stor succes opførte i 1997.

Birgit M. Andersen

Læs anmeldelserne her.

Se fotos fra årets forestillinger mv.

Se videoer fra årets forestillinger og øvedage.

Hent malebogen her.