Instruktør Kim Brandt har 10 års jubilæum i Thorning

2016 05 11 Kim Brandt 10 år foto 

 

 

 

 

 

 

 

 Instruktøren Kim Brandt vil uden tvivl endnu engang lave en fuldtræffer ved præsentationen af ”Annie Get Your Gun”. Kim kan i år fejre 10 års jubilæum som instruktør i Thorningegnens Friluftsspil.

Han blev hyret, da man valgte at få professionelle på de centrale poster: instruktør, kapelmester og korleder. Et godt valg, da han i den grad har været med til at højne kvaliteten af de årlige opsætninger. Han løser altid opgaven til ug med sin målrettede tilgang - ingen kan vist være i tvivl om det. Formanden Inger Marie Thomsen giver ham følgende skudsmål: Han arbejder meget struktureret og øser velvilligt ud af det væld af erfaringer, han har med i rygsækken fra alle de mange forskellige forestillinger, han selv har deltaget i. Desuden er han vellidt og forstår at skabe gejst og engagement med sit gode humør. De senere år har han haft assistance af instruktørassistent Louise Hummelgård. De to supplerer hinanden godt. Desværre er det så også sidste år Friluftsspillet kan trække på Kims evner, da han er blevet tilbudt et job, som han ikke kan sige nej til.

Flag og skyerKim selv er meget forbavset over der ”pludselig” er gået 10 år – hvor er de blevet af? Han glæder sig hvert år til at sætte et stykke op og give det sin egen tvist. Årets stykke udvælges sammen med Friluftspillets bestyrelse. Allerede i august året før starter grublerierne – alt skal tænkes igennem til mindste detalje, og der skal laves aftaler med korleder og kapelmester om sangene og musikken. Opgaven ligger hele tiden i baghovedet, så undervejs dukker der jævnligt ideer op. Til gengæld har han med sikkerhed et helt ”grydeklart” billede af både opsætningen af stykket og af karaktererne i de enkelte roller til audition i november/december. Han sætter en ære i at kunne spotte de helt rigtige personer til at spille lige netop den rolle, der tildeles. Bevares – kompromiser er også en del af gamet - både med hensyn til selve skuespillet og aktørerne og så sandelig også ved de mange tilknyttede praktiske funktioner; såsom kostumer, sminke, kulisser og regi-effekter.

Det er uden tvivl en nervepirrende opgave at være instruktør. Kim vil helt sikkert ignorere al politisk korrekthed og hive endnu en smøg frem - der vil ganske givet blive røget tæt, inden stykket får premiere.

"Annie Get Your Gun" - den virkelige historie om skarpskytten Annie Oakley, der får succes i Buffalo Bill ´s Wild West Show med masser af indianere, cirkus og gøgl samt ikke mindst festlig musik, opføres 7 gange fra d. 4. – 12. juni på Friluftsscenen i Thorning.

I år spilles også fredag aften, hvor der inden forestillingen afholdes en stor Wild West fest med masser af aktiviteter og ekstra sjov. Friluftsspillets folk vil denne aften få assistance af Thorning Spejdergruppe, som vil være på publikumspladsen og give et nap med ved afviklingen af løjerne.

Presseartikel af 12. maj 2016