Forestillingen Grease går over scenen 2. – 10. juni 2018.

Forleden skrev bestyrelsen i Thorning Friluftsspil kontrakt med instruktør Mathilde Østergaard, som i sommer havde stor succes med opsætningen af ”All Shook Up”. Hun bliver igen en del af den professionelle og kreative ledelse sammen med kapelmester Flemming H. Berg og korlederne Hanna og Aage Christiansen.

Der holdes informationsmøde i Thorning Forsamlingshus onsdag den 25/10, hvor bestyrelse, instruktør og korledere vil fortælle om både foreningen og om arbejdet med forestillingen ”Grease”. Alle er velkomne – både de, der gerne vil spille med i stykket og de, der gerne vil udføre et stykke praktisk arbejde i forbindelse med opsætningen af forestillingen.

Audition afholdes søndag den 5/11 og lørdag den 11/11 på Thorning Skole. Man finder tilmeldingsskema og masser af informationer på www.thorning.com.

Har man lyst til at spille med, kan man roligt melde sig til audition. Som amatørskuespiller kan føle sig tryg, også selv om man aldrig har stået på de skrå brædder før. De professionelle ledere tager nemlig hånd om den enkelte og forstår derigennem at få det bedste ud af de evner, man hver især har. Desuden giver det professionelle overskud også plads til masser af sjov og hygge blandt alle involverede.

Bestyrelsen i Thorning Friluftsspil glæder sig til at komme i gang og har store forventninger til forestillingen ”Grease”, som allerede har været genstand for stor interesse.

Presseartikel af 17/10 2017