I gang med forberedelserne til årets forestilling

Øvedag i Thorning Forsamlingshus. Foto af Iver Søndergaard

Det bli’r sjovt...

Der er fuld drøn på Elvis-musikken i Thorning Friluftsspil’s opsætning af ”All Shook Up”.

23 skuespillere og 10 backstage-sangere lægger stemmer til Can’t help falling in Love, Love me Tender, C’mon Everybody og mange flere Elvis-evergreens, som skal få publikum; ja sågar hele byen til at rocke med på de skønne melodier i perioden 3.-11. juni.

Introdagen og dermed startskuddet til prøveforløbet blev holdt onsdag den 22. februar. Næsten alle skuespillere var med. Det samme var adskillige af de frivillige, som sørger for kulisser, sminke, parkering, rengøring, billetsalg og hvad der ellers byder sig til af opgaver, når der er musical hos Danmarks Hyggeligste Friluftsspil.


”Igen i år garanterer vi, at det bli’r sjovt – rigtig sjovt både for skuespillerne og ikke mindst for publikum”. Sådan lød ordene, da formand for Thorning Friluftsspil, Stefan Mäkinen, bød velkommen.


Nu, hvor alle prøver er i fuld gang, summer det med bemærkninger som: ”musikken er bare bedst” og ”instruktørens pudsige indslag er bare sjovest”…

Elvis-musik er ikke det nemmeste at tage fat på. Nødvendiggjort af disse udfordringer har Friluftsspillet sammensat et virkeligt stærkt hold af implicerede aktører. Så det er ikke kun sjovt, men også hårdt arbejde for både instruktør, kapelmester og korledere – og naturligvis for skuespillere, sangere og orkester.

Af skuespillertruppen er 5 lokale,13 er gengangere fra senere års opsætninger og 10 er helt nye ansigter på scenen. Backstagekoret består af lokale, stærke sangere.

 

Thorning Friluftsspil har netop indgået en samarbejdsaftale med Elvismuseet Memphis Mansion i Randers, og der forventes gensidig omtale, reklame og konkurrencer. Måske kan publikum fra de to lejre fristes til at opsøge mere ”Elvis”.


Scenograf Sarah Sandgaard har udfærdiget en meget flot scenemodel. Scenegulvet er lagt, og der venter nu et stort arbejde, masser af kreativitet og fingersnilde i at omsætte modellen til en færdig og fuldt dekoreret scene.

 

Billetsalget er også i fuld gang. Vil man være sikker på billetter til een bestemt af de syv forestillinger, tilrådes det at købe billetterne nu via Friluftsspillets hjemmeside.

Presseartikel af 5. april 2017