Skønne fængende Elvis toner…

Foto: All Shook Up info aften med Hannah og Aage Christiansen i fuld vigør - Fotograf: Aksel Utoft.

Elvis musik er altid populær – worldwide og på tværs af generationer. Thorning Friluftsspil har i 40 året for Elvis - the King (of Rock´n´roll)´s alt for tidlige bortgang valgt at spille Broadwaymusicalen ”All Shook Up”. Samme stykke spilles netop nu for fulde huse i Las Vegas….

Kor- og solistledere er igen Hannah og Aage Christiansen fra Ikast – kendt fra utallige musicalopsætninger på Ikast- Brande Gymnasium og i MCH. Med opgaven ”All Shook Up” har de taget munden fuld. Elvis musik er dejlig forførende; men også vanskelig at udføre.

Solisterne er dygtige med gode klangfyldte stemmer, og alle har en musikalsk baggrund. Ensemblet på scenen bakkes op og understøttes af det 8 mand store Backstagekor. De er plukket hos Thorningkoret og hos Midtjysk Kor, og er alle habile sangere, som synger efter noder.  Solisterne synger melodistemmen, og koret giver, sammen med resten af ensemblet på scenen, den fyldige baggrund, hvor man hører de fire stemmer – sopran, alt, tenor og bas. Præcision og timing er nøgleordene. Det gælder om at falde ind på det helt rette tidspunkt; specielt ved de ekstremt korte passager er det vanskeligt og udfordrende. Sangene er nu godt gennemarbejdede, og den sidste præcision kommer, når der øves med orkester på scenen.  

Hannah og Aage Christiansen udtaler: ”Det har været en dejlig og inspirerende oplevelse for os. Vi har truffet en masse positive, spændende og dygtige sangere. Mange har været med alle årene. Det giver stabilitet og kontinuitet og de nye, der hvert år støder til, sørger for udvikling og fornyelse. Det er en god cocktail. Udfordringen i år har været en utraditionel form for korsang, idet der ikke forekommer lange korsatser. Koret er med i rigtig mange numre, men som helt korte kommentarer og indspark. Det kræver præcision, men det er en spændende og lærerig udfordring”

Hannah og Aage fortsætter: ”Det har været en god oplevelse at stifte nærmere bekendtskab med Thorning, og vi håber, at rigtig mange publikummer vil bakke op om denne flotte forestilling med alle dens skønne og kendte Elvisnumre. Det er musik, som vil begejstre publikum - og for de mere voksne, vil der være skønne minder fra en svunden tid. Vi glæder os til at se det færdige resultat og vi glæder os sammen med publikum og sammen med de mange aktive.”

”All Shook Up” opføres 7 gange fra d. 3. – 11. juni på Friluftsscenen i Thorning under de gamle egetræer – ”Danmarks hyggeligste Friluftsspil”.

Foto: Ensemble, der danser. Fotograf: Iver Søndergaard

Bagerst fra venstre ses:
Marie Louise Sandorf Jacobsen (Isse), Karl Henry Sørensen, Kirsten Rose, Kristina Linnebjerg, Cille Sommer, Maiken Clausen.
Forrest fra venstre ses: Stine Skellgaard Lyngesen og Martin Brincker, der spiller Lorraine og Dean.