25 års jubilæum

I 2014 kunne Thorningegnens Friluftsspil fejre 25 års jubilæum.

Jubilæumsforestillingen var PIPPI – Astrid Lindgrens sprudlende historie om Pippi Langstrømpe tilsat Sebastians iørefaldende musik.

Jubilæet blev markeret med indvielse af en ny indgangsportal og et moderniseret publikumsområde; den såkaldte ”Friluftskulturarena”. Navnet hentyder til, at området kan bruges til andet end Friluftsteater. Opførelsen heraf blev økonomisk støttet af Nordea samt Silkeborg Kommune.

Friluftsspillet har været igennem en rivende udvikling i alle 25 år. Scenen, skuespillerområdet og musikhuset er løbende forbedret. I jubilæumsåret blev indgangsparti, billetkontor, salgskiosker samt selve teatersalen opdateret. Teatersalens forbedringer gav gode forhold for lyd/lys-teamet, pladsnummerering og flere overdækkede publikumsstole. Der er nu 585 pladser ved hver af de 7 forestillinger.

Kvaliteten af opsætningerne er blevet forbedret tydeligt med professionelle ledere i de kreative funktioner. Genren har været meget skiftende med mere moderne forestillinger i de senere år.

Det bærende element for Friluftspillet har hele tiden været den store opbakning fra 150-170 frivillige, som hver især lægger mange timer i hver opsætning. ”Belønningen” er til gengæld stor i form af gode oplevelser i et fællesskab, hvor motivationen er glæden ved at skabe noget seværdigt sammen.

Jubilæumsreception

Lørdag den 7. juni afholdtes jubilæumsreception. Alle aktive gennem de 25 år, sponsorer samt byens øvrige foreningsliv var inviteret til at deltage i festlighederne.

Hovedtaler var Christian Have, indehaver af og kreativ direktør i Have Kommunikation. Han overdrog den nye ”Friluftskulturarena” til brug for alle byens foreninger. Der var desuden flere taler og et meget flot gave bord. Du kan se Cristian Haves tale her

Efter servering af en let anretning og kaffe gik gæsterne ned i de nye faciliteter for at overvære først Christian Haves premieretale og derefter premieren på PIPPI.

Efter premieren var der fælles grillaften for alle de aktive i årets forestilling. I den lune sommeraften kunne alle hygge sig og glædes over både jubilæet og det gode sammenhold – og se forventningsfuldt frem til de næste 25 år.

Thorning Friluftsspil

Thorning Friluftsspil er kendetegnende på flere punkter. Et godt socialt samvær vægtes højt, samtidigt med den målrettede indsats for at lave en kvalitetsforestilling.