2019 Ronja Røverdatter

I 2009 satte Ronja Røverdatter rekord med 3500 solgte billetter og den sidste forestilling med mindst 900 tilskuere. Den gang solgte vi som noget nyt billetter via vores hjemmeside til bestemte forestillinger, men der var ikke 585 faste nummererede pladser. Nu 10 år efter har vi solgt rekordmange billetter på forhånd (ca. halvdelen). Der er solgt 3800 billetter til de 7 forestillinger, og der var 300 til forpremieren, hvor bl.a. skolens elever var inviteret.

Programmer blev igen i år solgt for 10 kr. I ugen op til forestillingerne havde Friluftsspillet sammen med andre lokale foreninger en temauge med titlen ”Venskab gør stærk”, og der var igen i år erhvervstræf med deltagelse af blandt andre Justitsminister Søren Pape Poulsen og Torben Bohnhardt fra HeadON. Museet havde arrangeret Middelaldermarked den første weekend, og det kunne også kombineres med køb af billetter til Ronja Røverdatter. Bortset fra forpremieren artede vejret sig fint. Astrid Lindgrens historie tilsat Sebastians dejlige musik blev fremført af velspillende skuespillere, og et stort og velsyngende bachstage kor supplerede sangene flerstemmigt. 

Et eminent orkester og gode lydforhold fuldendte den gode oplevelse, hvor rammerne og de meget flotte kostumer gjorde indtryk. Skoven som omkranser scenen gør også indtryk hvert år. Smukkere sceneomgivelser findes ikke i Danmark. Der var mange børn med, og de udfyldte deres roller fint. Nogle af dem havde også fået forældrene med som skuespiller eller hjælper i en funktion. Instruktøren og instruktørassistenten var begge nye i år, og der var mange nye ansigter blandt skuespillerne. 

Stor travlhed i boderne, hvor man for første gang kunne melde udsolgt af pølser, som der ellers plejer at være et overskud af til bl.a. oprydningsfolkene efter sidste forestilling. I år faldt Thorning Friluftsspil sammen med folketingsvalget, hvorfor man havde besluttet at undlade plakater i master og lignende. Der var stillet store bannere op ved indfaldsvejene, hvilket havde en god virkning. 

Se anmeldelser, fotos og videoer