PRESSEMEDDELELSE 20-08-2013

”PIPPI” i Thorning
25 års jubilæum

Efter en succesfuld forestilling med musicalen ”Vi maler byen rød” i juni måned 2013, er Thorningegnens Friluftsspil nu klar med titlen på næste års forestilling som bliver musicalen: ”PIPPI”
af
Astrid Lindgren
Scenebearbejdelse: Steffan Götestam
Oversættelse, musik og sangtekster: Sebastian.
Forlag: NORDISKA ApS, København

Bestyrelsen og instruktøren har været meget optaget af, at finde en rigtig familieforestilling til 2014, som er den 25. friluftsforestilling siden 1989, og dermed også 25 års jubilæum i Thorningegnens Friluftsspil.

Valget faldt naturligt på musicalen: ”PIPPI”. De fleste i alle aldre kender historien om Pippi fra bogen: ”Pippi Langstrømpe”, som er fortalt og vist på TV igen og igen. Alligevel kan vi fortsat ikke få nok af historierne og sangene om Pippi.

Astrid Lindgrens fortælling om Pippi Langstrømpe, satte en helt ny dagsorden i børneverdenen, i første halvdel af det forrige århundrede, hvor Pippi blev symbolet på det frie menneske, som trodser konventioner og autoriteter, og hvor tung moralisme erstattes af glæde, humør, vildskab og masser af ballade.

Historien om Pippi Langstrømpe var Astrid Lindgrens første fortælling, i en lang

række af andre dejlige og underholdende bøger, som f. eks.: Emil fra Lønneberg, Bulderby, Krageøen, Kalle Blomkvist, Karlson på taget, Madicken, Brødrene Løvehjerte og Ronja Røverdatter, som blev den sidste bog fra Astrid Lindgrens hånd, som 74 årig.

Planlægningen af musicalen ”PIPPI” er allerede begyndt. De seneste års instruktør Kim Brandt, har midt i travlheden i sin medvirken i musicalen ”Alladin” på Operaen i København, sagt ja til at være instruktør igen, og kapelmester bliver igen Flemming Berg, som også de seneste år, ud over at stå i spidsen for musicalorkesteret, har stået for det musikalske musik- og kor-arrangement til forestillingerne.

Der vil i løbet af efteråret blive inviteret til audition på ”PIPPI”. Dette vil blive annonceret i avisen, på www.thorning.com og på Facebook.

25 års jubilæet i Thorningegnens Friluftsspil, vil blive fejret på forskellig vis, dog med musicalen: ”PIPPI” som det centrale omdrejningspunkt i perioden 7. – 15. juni 2014

Erling Prang
Formand: Thorningegnens Friluftsspil
Tørrepladsen 6, Thorning
8620 Kjellerup
Tlf. 8688 0929 el. 2488 3938
Mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..