Annie fik ram på en mand

Audition på Annie Get Your Gun i Thorning 

 

 

 

 

 

 Annie Oakley fik ram på en mand og Thorningegnens Friluftsspil ser frem til sommerens forestilling "Annie get your Gun". 

Efter at have afholdt 3. audition søndag den 10. januar er det lykkedes instruktør Kim Brandt at sætte holdet til musical’en "Annie get your Gun" som opføres på friluftsscenen i Thorning d. 4.-12. juni 2016.

Det har været en større udfordring at finde de unge mænd til forestillingen, men heldigvis er brikkerne faldet på plads , og skuespilbesætningen kan nu meldes ud.

Rollen som "Annie Oakley" skal spilles af Judith Hedager fra Holstebro. Judith er konservatorie-uddannet i rytmisk sang og har været med i såvel amatør- som halvprofessionelle opsætninger i Holstebro, Herning og Varde. Thorningegnens Friluftsspil glæder sig til at stifte nærmere bekendtskab med Judith. "Annie Oakley" forelsker sig hovedkulds i "Frank Butler" som spilles af Martin Dalgaard fra Sejs. "Tommy Keeler" spilles af Frederik Mølgaard fra Silkeborg. Vi kommer til at gense flere af tidligere års skuespillere, lige som en del lokale skuespillere igen vil kunne opleves på scenen.

De tre børneroller som Annies søskende spilles af 10-årige Mads Würtz fra Thorning, 11-årige Laura Smedegaard Marquart fra Hauge og 13-årige Charlotte Felsted Christiansen fra Funder.

Friluftsspillet er ved at være klar til opstarten den 23. februar, hvor alle aktive på og omkring scenen mødes i Thorning Forsamlingshus. Alle får hilst på hinanden, scenemodellen præsenteres og planlægningen går for alvor i gang.

Bestyrelsen for Thorningegnens Friluftsspil er glade og lettede over, at man, trods mange udfordringer, har kunnet sætte holdet til sommerens forestilling og alle glæder sig til at tage fat.

Presseartikel af 27. januar 2016