PIPPI - Kostumerne pudses af.

Løssluppen – festlig – farverig – det er vist de ord, der bedst beskriver den stemning, der opstod i Teaterkælderen for nylig.

pippi kling og klang strrelse 350

Her var alle skuespillere kaldt til første kostumeprøvning på PIPPI – årets forestilling i Thorningegnens Friluftsspil. Ingen tvivl om, at det er en begivenhed, der bliver set frem mod med stor spænding.

Ikke blot hos stykkets skuespillere, der naturligvis er spændte på, hvordan lige netop deres kostume er. Hvordan kommer man til at se ud og klæder det? Formår det at fremhæve den karakter, man ønsker at give rollen?
Spændingen er så sandelig også hos kostumedesigner Laila Simonsen og de kvikke sydamer, der flittigt har haft gang i maskinerne de sidste par måneder. Småkorrektioner vil der altid være - mere omfattende er det dog, hvis hele sammensyningen mellem en kjoles overdel og skørt skal ændres. Det vil så medføre, at lynlåsen tilsvarende skal flyttes.

cirkusprinsessen pippi strrelse 300

Som ren amatør kan man få sved på panden bare ved tanken herom; men ikke sydamerne. De tager det med ophøjet ro. De elsker nemlig de udfordringer, der er i at nå et godt og gedigent slutresultat. Derfor gennemgås alle kostumer minutiøst: Cirkusdirektørens med fine blå skinnende bukser og sort skødejakke. Mangler der ikke noget kontrastfarve på jakken? Der bliver diskuteret, om det skal være guld eller rød. Nej, rød duer ikke mod de svenskrøde huse i baggrunden. Det er vigtigt at skille sig ud fra kulisserne for at gøre sig på scenen. Valget falder derfor på guldsnore.

Det er spændende at iagttage hele scenariet. En flok 12 – 13 årige piger kommer i den ene farvestrålende kjole efter den anden. Èn af dem er Maria Døssing Nielsen, der er med i friluftsspillet for første gang. Hun har været rigtigt spændt på at se og prøve den kjole, der er lavet til hende. Hun synes den er flot og er vældig tilfreds; blot kradser strutskørtet mod de bare ben.

Og hvem kommer der? Ingen kan vist være i tvivl om, at det er den bestemte fru Pryselius alias Bodil Lyngsø i stilfuld spadseredragt og med nydelig hat. Og ih, hvilket imponerende syn med den smukke cirkusprinsesse spillet af Mia Stjernholm i skinnende pink ballerinakjole.

Den forrygende familieforestilling med Sebastians dejlige musik opføres 7 gange fra d. 7. – 14. juni på Friluftsscenen i Thorning. Glæd dig allerede nu til de fortryllende omgivelser med den nye indgangsportal og de fantastiske sjove, og overraskende kulisser, udtænkt af scenografægteparret Inge og Rasmus Østerby – det vil være som at træde ind i en bog om Pippi.

Hanne Pehrson