20190518 Ronja Roeverdatter 76 ELY1000x628px
Ronja og Birk · Foto Erik Lyngsøe
Så er Thorning Friluftsspil klar til premiere på årets forestilling ”Ronja Røverdatter”. Astrid Lindgrens fængslende historie tilsat Sebastians dejlige musik har resulteret i en af vor tids største familiemusicals. En klassiker, der skal ses.

34 skuespillere fra 6 – 68 år er efter flere måneders øvning under vejledning af professionel instruktør, koreograf og korledere nu så klar til at vise deres kunnen og performance på scenen. Det samme er backstagekoret med de rutinerede sangere, der firstemmigt giver fylde og klang til sangene.

Syholdets fingersnilde damer har endnu engang fremtryllet imponerende og meget forskellige kostumer til Ronja, Birk, alle røverne samt Grådværgene, Heksefuglene, ”de Underjordiske” og de løjerlige Rumpenisser. Kun dyrekostumerne er lejede. Af og til med sved på panden, når der ikke blot skulle fremstilles 2; men hele 6 komplicerede heksefugle og et langt ”røverrær” skulle have ekstra lange bukser.

Scenografen har igen udtænkt en fabelagtig kulisse, der sammen med skoven omkring scenen skaber en autentisk fornemmelse for Ronja og Birks eventyr.

Lydforholdene er optimale og justeret ind til hver enkelt skuespiller og backstagekoret, idet der er købt professionel hjælp til den udfordrende opgave. Alle mikrofoner indstilles i samarbejde med friluftsspillets erfarne lydfolk.

Vejrguderne er taget i ed – så skulle man få hedeslag eller andet ubehag, så kald på Thornings GULE VESTE – nej, nej, det er ikke noget politisk, som man i disse valgtider måske kunne forledes til at tro; men det meget kompetente samariterhold - endda med egen paramediciner og læge.

Køb billet og nyd et par timer i Ronja og Birks middelalderunivers med dejlig is til børnene og liflig ”Jens Langkniv øl” fra Thorning Bryghus til de voksne, når ”Ronja Røverdatter” opføres 7 gange fra d. 1. – 9. juni på Friluftsscenen i Thorning. Se annoncen andetsteds i avisen.

Der er garanti for godt humør, når det festlige og veloplagte 5 mands store live-orkester med professionel kapelmester sætter fut i Sebastians gode og festlige musik – bl. a. den sjove lidt vovede ”pruttesang prut, prut, prut”. Slut – prut.